|
To evolutionsteorier
|
og deres argumentationsmåder
|
|
|
|
Revolutionært potentiale i Darwins teori
|
Naturforskerne Jean-Baptiste Lamarck og Charles Darwin levede i forskellige tider.
Lamarck præsenterede i begyndelsen af 1800-tallet den første sammenhængende evolutionsteori,
og et halvt århundrede senere udgav sit værk Darwin Arternes Oprindelse, som markerer begyndelsen til
en ændret tankegang i synet på evolution. For bedre at forstå, hvilket skift i tankegang, bevægelsen
fra den ene til den anden teori indbefatter, vil jeg her betragte dem i forhold til hinanden.
Men først et par indledende ord. Evolutionsteorien har lige siden Charles Darwin fremsatte den for 150 år siden, givet
anledning til debat. Men samtidig har teorien i form af darwinisme gennem årene sat sig spor
i kulturen som et alment perspektiv på vilkårene i samfundet, bedst kendt i den litterære
eller kapitalistiske socialdarwinisme fra slutningen af det 19.århundrede. Men måske endnu
væsentligere udgør teorien et betydningsfuldt grundlag for den videnskabelige udvikling indenfor
biologi og medicin frem til i dag. Teorien er i dag så indlejret i den vestlige kultur, at den ofte tages for givet som et grundperspektiv.
Formålet med denne lille artikel er at erindre om den videnskabelige debat i Darwins samtid hurtigt bredte sig og
hurtigt gjorde teorien kendt og berygtet langt udenfor biologiens fagfelt. Ofte peges der i denne forbindelse på,
at det provokerende ved Darwins teori, dét, som forårsagede kraftig religiøs indignation, var teoriens implikation:
at den væsentlige skelnen mellem mennesker og dyr ikke længere kunne opretholdes.
Det er naturligvis både rigtigt og relevant. Men overfor dette fokus vil jeg fremdrage en andet perspektiv, som er knap
så kendt, men som ikke desto mindre har fået større betydning for videnskaben, nemlig et fokus på Darwins måde
at argumentere på. Her tager jeg afsæt i den nyligt udkomne bog Incomplete Nature forfattet af Harward
neurobiologen og evolutionsforskeren Terrence Deacon.
Revolutionært potentiale
Hvorfor virkede Darwins evolutionsteori så revolutionær i samtiden?
Sådan spørger Terrence Deacon og svarer selv, at den afgørende årsag til dette kan findes i selve teoriens
argumentationsgang, hvilket han betegner 'after-the-fact logic'.
Hvad mener Deacon, når han siger, at Darwins teori følger en "after-the-fact logic".
Hvis argumentationen i Darwins evolutionsteori kan formuleres som 'after-the-fact logic',
så følger Lamarck måske en 'before-the-fact loigic'. Lad os prøve at anskueliggøre forskellen gennem disse to udsagn.
"Ifølge Darwins teori lever organismen sit liv efter – og det vil også sige på basis af –
evolutionens afgørende begivenhed, nemlig den tilfældige variation, som finder sted spontant og uforudsigeligt,
og som danner basis for individets muligheder for at overleve og få afkom".
"Ifølge Lamarcks teori lever organismen sit liv før – og det vil sige som en forudsætning for
– evolutionens afgørende begivenhed, nemlig det fænomen, at de færdigheder og egenskaber, som individet har
lært sig og som sætter det i stand til at overleve, indlejrer sig i arvematerialet, så de føres videre i den
følgende generation".
Mit mål er her at tydeliggøre, hvad forskellene i de to typer argumentation kan betyde. Jeg gør her opmærksom på, at
det naturligvis er min forståelse som jeg fremlægger, og ikke Terrence Deacons, skønt jeg tager mit
udgangs punkt hos ham.
Derfor vil jeg i det følgende formulere Lamarcks og Darwins evolutionsteorier, så deres argumentationsgange bliver tydelige.
Det vil sige, så de fremstår som argumentationer med forudgående præmisser, som medfører en konklusion.
Resultatet for Darwins teori, som er mest kendt, bliver følgende:
Argumentation hos Darwin:
"Nye individer i en art viser sig at udvise tilfældige variationer i forhold til
deres 'forældre' (1. præmis), og nogle af disse variationer giver individerne særlige fordele, det vil
sige gør dem mere egnede til at overleve, i det miljø, hvor de bor (2. præmis), og derfor reproducerer
netop disse individer sig i den følgende generation (konklusion)".
Nu kan vi sammenligne denne argumentation med Darwins forgænger indenfor evolutionsteori,
Lamarck. Da får vi følgende:
Argumentation hos Lamarck:
"Nye individer i en art lærer i deres liv særlige evner og egenskaber, som giver
særlige fordele, så de bedre kan overleve i det miljø, hvor de bor (1. præmis), og disse
egenskaber indlejres i disse individers eget arvemateriale, som danner basis for deres afkom (2. præmis),
og derfor viser netop disse egenskaber sig hos den følgende generations reproducerede individer (konklusion)".
Sammenligning af Argumentation
Begge teorier giver forklaring på, hvordan arter udvikler sig, heraf ordet evolution. Det vil sige, de forklarer begge,
hvordan vi hos bestemte arter kan iagttage bestemte forskelle fra tidligere generation til de efterfølgende generationer.
Deres konklusioner er, som vi kan se, enslydende. Det, som vi kan lægge mærke til, er de afgørende forskelle i deres præmisser.
Jeg vil kort uddybe antagelserne bag hver af præmisserne.
I første præmis hos Darwin findes antagelsen om tilfældighed, kontingens. Darwin går ud fra den principielle tanke, at individerne
i en ny generation tilfældigvis er forskellige fra 'forældre-generationen'. Han antager dermed ikke, at der er et bestemt
formål med de nye generationers forskelligheder.
Lad os se på første præmis hos Lamarck. I første præmis hos Lamarck er findes antagelsen om indlæring.
Lamarck går ud fra, at individerne i en ny generation i deres tilværelse lærer de særlige evner,
som deres overlevelse kræver.
Denne antagelse forudsætter yderligere en antagelse om, at individerne i en ny generation ikke er forskellige
fra, men derimod udviser de samme træk, som deres 'forældre-generation'. Dette vil sige, at mens Lamarck forudsætter
et princip om ensartethed mellem generationer, forudsætter Darwin et princip om tilfældighed.
Ved sammenligning af anden præmis kan vi iagttage lignende stor forskel i antagelser.
I den anden præmis hos Darwin findes antagelsen om selektion. Forskelle i individernes egethed til deres miljø,
selekterer dem, det vil sige afgør om de kommer til at give liv til nye generationer eller ikke.
Her er så at sige det determinerende element i Darwins teori, nødvendigheden, der komplementerer
tilfældigheden (Jacque Monod (1971): Chance and necessety).
Antagelsen bag anden præmis viser sig hos Lamarck som kolossal forskellig fra Darwin. I anden præmis hos Lamarck findes
antagelsen om indlejring. Lamarck forudsætter, at de evner, som den nye generations individer lærer, indlejres hos
dem. Et individs brug af en evne, udvikler denne evne, og denne forbedrede evne gives videre til de kommende generationer.
Mere præcist at forklare, hvordan denne indlejring sker, kan ikke lade sig gøre. Af denne grund kunne man heller ikke
før gen-teknologien egentligt afkræfte Lamarcks hypotese.
Når vi kigger nærmere efter, vil jeg hævde, så er denne anden præmis hos Lamarck om indlejring egentlig en nødvendig
konsekvens af føromtalte underliggende antagelse: individerne i en ny generation udviser de samme træk, som deres
'forældre-generation'". Altså, når den ny generation udviser de samme træk, som 'forældre-generationen', så må det
være fordi, at disse træk er blevet indlejret.
Hermed vil det være rigtige at hævde, at argumentationen hos Lamarck går 'modsat vej':
"Alle egenskaber i en arts 'forældregeneration' viser sig hos individerne i den følgende nye generation
(1. præmis), og disse nye individer lærer i deres liv særlige evner og egenskaber, som giver særlige fordele, så
de bedre kan overleve i det miljø, hvor de bor (2. præmis), og derfor må disse egenskaber blive indlejret
i disse nye individers arvemateriale som basis for næste generation (konklusion). Hvis ikke de blev indlejret,
ville der ikke kunne ske nogen udvikling.
Til spørgsmålet om, hvad der afgør, hvordan bestemt art vil udvikle sig, svarer Lamarck og Darwin afgørende forskelligt.
Lamarck svarer, det er indlæringen, med andre ord individets evne til at lære i sit miljø er afgørende for denne arts udvikling.
Det afgørende spørgsmål bliver da, "hvor god er det enkelte individ til at lære at tilpasse sig miljøet?"
Darwin vil svare selektionen, med andre ord netværket af interaktion de levende væsner imellem i miljøet er afgørende
for denne arts udvikling. Det afgørende spørgsmål bliver da, "hvordan sker selektionen blandt de enkelte individer?"
På denne baggrund, håber jeg, at det bliver tydeligt, at det ikke er selve tanken om evolution , tanken om at arter
udvikler sig, som er det særlige ved Darwins teori. Det er Darwins måde at argumentere på. Det er den argumentation, som teorien
om evolution hviler på, der udmærker Darwins teori: at arternes udvikling kan forklares på basis to forskellige
principper, som hedder tilfældighed og selektion.
Mit anliggende
Det, jeg gerne vil frem til, og jeg håber, at det gennem ovenstående er blevet tydeligt, er at vise hvordan
typen af argumentation er altafgørende for at forstå henholdsvis Lamarcks og Darwins evolutionsteorier.
For nu, her ved slutningen at vende tilbage til min egen inspiration hos Terrence Deacon, så vil jeg nævne, at han
gør opmærksom på, at man i den historiske udvikling efter Darwin vil kunne se, at det er Darwins 'after-the-fact logic',
som den efterfølgende videnskabelige forskning er baseret på.
Men efter denne analyse, som forhåbentligt har været meningsfuld for læseren, kan det i desto mindre pludselig stadig
forekomme uklart for mig, præcis hvad Deacon mener med begrebet 'after-the-fact logic'. Jeg håber, at der nogen, som kan afhjælpe denne
uklarhed.
En anden ting, hvilket også er Deacon pointe, handler om at radikaliteten i Darwins teori, egentlig ikke har basis i
religiøs indignation, som teorien siden Darwins samtid er blevet mødt med. Radikaliteten i Darwins teori kan findes i
det fænomen, at teoriens argumentation strider imod vores intuition.
Vores intuition handler om, hvordan vi umiddelbart forstår noget i verden, hvordan noget bliver til, hvad enten det er
værktøj, kager eller levende organismer. Darwins teori strider imod denne forståelsesmåde. Det er mere nærliggende at tro på en vis kausalsammenhæng i begivenheder end overbevisningen om, at et afgørende element, som driver begivenheder frem er tilfældighed, noget arbitrært eller kontingent.
Når vi tænker efter: intuitivt ville det være mere nærliggende at tro på Lamarcks teori, for det er jo netop sådan, vi selv lever, lærer noget og
selv skaber ting i verden på.
At evolutionen, som Darwins teori formulerer det, drives frem gennem en tilfældige, spontane begivenheder, variationen af
nye individer, og at disse tilfældigt opståede individers samliv danner basis for kommende generationers form og
egenskaber, virker intuitions-stridigt, 'counter-intuitivt', som Deacon formulerer det.
Det vil jeg mene, at han kan ret i.
For mig har dette afgørende betydning: det ikke at vide, hvordan verden hænger sammen er et afgørende perspektiv for
videnskaben. At man bliver stående på 'uvidenhedens grund' må være et afgørende grundlag for overhovedet at blive klogere.
Hver gang jeg hævder at vide besked om noget, risikerer mit perspektiv på verden at blive tilsvarende mindre. For at nå
større erkendelse må jeg fastholde, at jeg måske vil tage fejl, og at jeg måske ville opdage noget andet, hvis jeg kiggede efter.
En teori er i sit væsens natur foreløbig viden, og viden er det, jeg ved, lige nu. Kun når jeg erkender, at der er noget,
jeg ikke ved, kun når jeg står på uvidenhedens grund, vil jeg kunne erkende noget nyt.
Dette implicerer, at jeg heller ikke kan vide om verden er endelig eller uendelig.
I al fald bliver det muligt for mig at tro, at verden er uendelig stor.
At verden kan være uendelig er en tanke, som peger på fremkomsten af det moderne, lang tid før Darwin.
For uddybelse af dette perspektiv, lyt da til Pascals tankerne i min podcast.
Set i bakspejlet virker det konstruktivt at stille argumentationen i Lamarcks og Darwins evolutionsteorier op side om side.
For som biprodukt håber jeg at kunne bidrage til at hjælpe med at afdække et andet mere grundlæggende spørgsmål, nemlig: "Hvad tror jeg på,
hvis jeg tror på Darwins evolutionsteori?" Eller mere præcist: "Hvad er mit argumentative grundlag, når jeg siger, at jeg tror, Darwins teori er sand?"
De mulige svar på dette spørgsmål kan, tror jeg, fortælle noget om den måde, vi selv tænker på.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|