træmani1





Sognepræst

  lidt fra mit virke





















































































































































































































































































Billede på gudstjenesten


Kristendommen kan betragtes som et netværk af biblens fortællinger: en verdensfortælling fra skabelsen til den yderste dag, fortællingerne i Det Gamle Testamente om jødernes historie, fortællingerne om Jesu liv, død og opstandelse, apostlene, Paulus og brevene til menighederne. Alle disse er vævet sammen som dele i verdensfortællingen, som bærer en gudstjeneste, Guds fortælling, hvori vi selv bliver fortalt.

Kender man ikke disse fortællinger, kan gudstjenestens ritualer virke på en som tomme skaller. Muslingeskaller, man samler op på stranden, og så kaster bort igen efter at have kigget på dem, mærket på dem, deres overflade, vægt, hårdhed, ja, deres kalkede væsen, som ikke rigtig synes at fortælle noget. Lad os se nærmere på dette billede. Det kan være muslingeskaller, skyllet op på stranden, fremmede, tavse. Samler man dem op som var de små fremmede væsner, kan man imidlertid opdage noget; nemlig at de er tegn på noget. Tegn på noget gammelt. Ældre end noget levende væsen, ældre end alderdom, synes det. Der, langt tilbage i tiden, er muslingeskallen et tegn på liv, en tilværelse, som ikke længere er. Et liv i vand, strømmende, klukkende, skvulpende vand. Vi kan forestille os deres liv og tænke på, om muslingen havde noget, den ville. Var dens liv båret at en form for hensigt? Sikkert ikke nogen bevidst hensigt. Men rettet mod noget i livet, skønt kun i så ganske ringe grad; det kan vi forestille os. Muslingen havde levet hele sit liv. Er det ikke også en grad af succes? Er ikke dens liv lykkedes – ligesom jeg håber for mit?

Nej, mennesker er ikke muslinger. Men skønt den er en af de mest simple organismer, vi kender, så har den noget tilfælles med andre, bevidste væsner. Nemlig det 'at være på vej' i livet. Alle væsner er på vej gennem livet, både mennesker og muslinger. Det kan lede tanken hen på nogle spørgsmål. Kan der for en musling være en mening med livet? Nej, jeg kan ikke forestille, at den skal have spurgt sig selv dette spørgsmål. Kan der for et menneske være en mening med livet? Ja, det håber vi på. Men overvej nu følgende spørgsmål: Kan der for et menneske være en mening med muslingens liv? Ja, det kan vi forestille os, idet vi kan tænke på, at muslingen er del af samme verden som menneskers. Spørgsmålet peger på, at vi som mennesker kan have et forhold til andre væsner, som er meget simple organismer.

Spørgsmålet viser noget om, hvad mening kan være for mennesker. Når mennesker taler om et liv på selv det mest enkle niveau, kan mening findes. For hvad vil det sige: dette liv giver mening? Det kræver kun, at der er nogen, der siger det. Der findes kun mening, når mening bliver fundet; når der er nogen, der finder mening. Hvor skulle mening ellers være? Mening findes ikke 'derude', ved tingene, blandt skallerne, der klirrer under fødderne; under gulvbrædder, der knager; i lyset, der kommer ind ad en sprække. Men når jeg samler muslingeskallen op. Da er det mig, der finder mening hos den, i forestillingen om dens fortidige liv. Denne mening er mening for mig, men på mærkværdig vis syntes meningen også at komme fra muslingen. Men dens verden, som også må være min verden. Den er et tegn fra et liv, som har levet engang, ligesom jeg lever mit liv nu.

Tillad mig nu følgende analogi. Den kristne tros muslingeskaller, gudstjenesten, minder på samme måde om en verden fra en svunden og glemt tid, men som samtidig kan være min verden, fuldt og helt. Men det, der binder de to tider sammen, er kristendommens fortælling.

Gudstjenesten er båret af fortællingen, som integrerer tiden for 2000 år siden, en verden, jeg aldrig kan møde, med den verden, som er min verden. Derfor kan vi hævde, at der en forbindelse, det er den samme verden. Skønt denne forbindelse skulle være skrøbelig og tynd, så er der forbindelse, når jeg opdager den. Skønt vores verden i dag er meget anderledes end Jerusalem i år 36, så kan vi i vores verden prøve at forstå hvordan verden dengang, er vores fortidige verden. Selv muslingens verden og min verden bliver forbundne, når jeg samler den op og opdager dens tegn på liv, engang. Og denne forbindelse må vel siges at være endnu meget skrøbelig og tynd. Forbindelsen er der ikke bare af sig selv. Men vi må tro, at den findes, når den forbinder mig med dengang. Sådan er forbindelsen mellem vor verden og den verden, Jesus levede i. Forbindelsen er i sit væsen fortælling, og fortællingen er det, vi kalder kristendommen.

Denne fortælling bliver ikke blot fortalt, den får skikkelse i gudstjenesten, den bærer gudstjenesten. Fortællingens ord er salmer, bibeltekst, bøn, prædiken, dåb og nadver. Alle disse er peger på Guds virkelighed. Alle disse er tegn på Guds virkelighed.

Kristendommen er en fortælling om, at Gud har dristet sig i vor verden, i en menneskelig skikkelse. Ordet er blevet kød og tog bolig blandt menneskene. Ordet får skikkelse, bliver til, blandt mennesker, i mennesker fælles virkelighed, fortællingens virkelig.



Tilbage






















































































































































































































































































træmani1